Dykning 2020

Vil du prøve at dykke i azurblåt vand imellem skibsvrag og eksotiske fisk? Har du lyst til at tage et dykkercertifikat? Har du lyst til at rejse til Middelhavet i vintermånederne?

Fra skoleåret 2020/2021 tilbyder vi faget dykning 6 timer om ugen i vinterperioden (start november til start marts). Du får undervisning af erfarne instruktører og dykkere fra Broagerlands Dykkercenter og egne lærere.

Kurset koster 14.000 kr. for dykkercertifikat, leje af udstyr, rejser til Tyrkiet og Malta samt undervisning bla. i svømmehal. Derudover nogle små ture – bla. til Esbjerg.

Kurset er delt op i:

 

  • En teoretisk del, som foregår på skolen.

Kurset tager udgangspunktet i SSI – Scuba Schools International, der er verdens største organisation for professionelle dykkercentre. SSI har dykkerbranchens mest komplette uddannelsesprogram, som tilbyder et stort antal videreuddannelsesmuligheder. Der bliver også lagt stor vægt på udstyret, at man kender hver en del og ved hvordan det fungerer.

  • En praktisk del, som foregår i svømmehal i Sønderborg og vandet omkring Broagerland.

Du bliver transporteret til en udvalgt svømmehal i området, hvor I bliver filmet under vandet i forbindelse med brug af dykkerudstyr m.m. Derudover er der mulighed for at se vrag i vandet omkring skolen, hvor der også er meget at finde fra anden verdenskrig og 1864.

  • En oplevelsesdel, som foregår i havet omkring Tyrkiet og Malta.

Du kommer afsted på to ture sydpå. Temaerne er dels arkæologi – der er mulighed for at finde gamle krukker og andet – dels eksotiske fisk omkring rev og evt. gamle skibsvrag.

  • En oplysningsdel.

Hvad kan man bruge et dykkercertifikat til? Der vil bl.a. være en studietur til Esbjerg, hvor offshore branchen er afhængig af dykkere til at efterse og reparere alt det, der ligger under vandlinjen. Derudover oplæg om

  • fiskemuligheder i Danmark med brug af snorkel,
  • om dykkeropgaver i forbindelse med genopretning af naturen,
  • videreuddannelsesmuligheder indenfor f.eks. havbiologi, erhvervsdyk, arkæologi og vragsøgning.
  • Det løse.

Du kommer også på hajdyk i Kattegatcenteret, en dagstur til Hemmoor Kreidesee samt en tur til Lillebælt der er blandt Europas bedste dykkerdestinationer.