Adventure Outdoor

Linjefaget Outdoor kombinerer alt det bedste fra nordisk friluftsliv med action og fart over feltet. Her får du både chancen for at lave pandekager over bål, falde i søvn under stjernehimlen og ræse afsted på mountainbike. Du bliver ikke kun fortrolig med naturen, men også med din egen krop – som kan langt mere, end du tror!

Oplev alt det, naturen har at byde på

Outdoor handler først og fremmest om oplevelser. Om at teste sine grænser, gå på opdagelse i naturen og samarbejde som et team. Alle kan være med på linjefaget – blot du har modet til at prøve nye ting af og lyst til at færdes udendørs.

Undervisningen på linjefaget er tilrettelagt efter årstiderne og de oplevelser, naturen har at byde på i forskellige sæsoner. Om sommeren og i foråret hopper vi i vandet og sejler i kano og kajak – og om vinteren dyrker vi vinterbadning og bygger svedhytter.

Glæd dig til at opleve naturen i al slags vejr – og både til vands og på land.

Kom op i trætoppene og spurt afsted på mountainbike

Outdoor giver dig rig mulighed for at få pulsen op og sved på panden! Du kommer til at spurte afsted på mountainbike og afprøve udfordrende mountainbikespor, når vi tager på udflugter i lokalområdet, ligesom du også vil stifte bekendtskab med orienteringsløb, træklatring, kano og kajak.

Uanset hvad vi kaster os ud i, er sikkerheden naturligvis i top. Du får kendskab til grundlæggende teknikker inden for alle disciplinerne, så du føler dig tryg og klar til nye udfordringer.

Når vi træner orienteringsløb, vil du komme til at kombinere din viden med benhård motion – til fods eller på mountainbike. Du får kendskab til kortlæsningsteknik og meget mere!

Kan du klare udelivets udfordringer?

Udelivet er altid i forandring. Med Outdoor oplever du naturen helt tæt på og får lov til at sove under åben himmel – også om vinteren, når det er koldt. Det kræver selvfølgelig kendskab til generelle overlevelsesteknikker og viden om terræn, vind og vejr, træer og dyr.

På linjefaget bliver skoven vores andet hjem. Vi bygger f.eks. shelters og laver mad over bål. Der opstår en helt særlig stemning, når man er ude i det fri og går helt offline. Det er altid hyggeligt – og helt uforglemmeligt!

Se billeder fra Outdoor HER !